Når man studerer begrebet ”tyngdekraft”, finder man hurtigt ud af, at den hidtidige opfattelse af ”loven om tyngdekraft” hverken er en logisk, kosmologisk eller en naturlig god forklaring.

Efter at Newtons "æble- og kometobservationslov" ikke mere var kosmologisk på højde med den mere moderne naturvidenskab, var man efterfølgende nødt til at tilføje Einsteins love for at forklare forhold som Newtons love ikke kunne forklare. Og da Einsteins love heller relaterer sig fuldt ud den kosmiske virkelighed, konstaterer Astrofysikere og Kosmologer og rumfartseksperter en masse såkaldte ”anomalier” i alle mulige tyngdelovsmæssige og kosmologiske sammenhænge. Og derfor spekuleres der til stadighed i at tilføje nye hypoteser og formler på endnu flere fantasifulde ”nye konstanter” for at forklare de gamle konstanter der heller ikke var så konstante at de kunne kaldes "kosmologiske love".

Man måler for eksempel, at der ikke er et ensartet tyngdefelt på Jorden. Diverse rumfartøjer opfører sig ikke som de burde ifølge tyngdelovene. Kosmologerne konstaterer at Universet udvider sig med større og større fart. Der arbejdes grundlæggende med en naturlov der har en indbygget trækkraft samtidigt med at det det overordnede kosmologiske billede af Universet er, at det ikke tiltrækker noget som helst, men generelt bliver presset ud. Hvorfor er der ikke en Universel lov for denne generelle udvidelsesproces der taler stik imod den gængse opfattelse af begrebet ”tyngdekraft”?

De tyngdekraftmæssige afvigelser eller anomalier er konstaterbare! Det er ikke de mange anomalier der er noget galt med. Men de mange tyngdekraftmæssige anomalier mere end antyder at der er noget grundlæggende galt med naturvidenskabens opfattelse af grundbegrebet ”tyngdekraft/tiltrækningskraft”.

Og forskerne holder sig ikke tilbage med rask væk at tilføje diverse kosmologiske formler for at rette op på diverse anomalier. ”Hvis tyngdekraften/tiltrækningskraften ikke opfører sig som naturvidenskaben mener den skal ud fra accepterede naturvidenskabelige antagelser, så retter vi bare på naturlovene med en ny formel”. Hvad med at få foretaget en rettelse på gamle hypoteser og naturvidenskabelige dogmer i stedet for?

Jordens gravitations afvigelse fra det forventede, under antagelse at jorden er kugleformet. De gul-orange-røde områder har højere gravitation end forventet. De turkis-blå områder har mindre. Jamen er Tyngdeloven da ikke en god gammel og konstant størrelse man kan regne med? Nej åbenbart ikke! Den fluktuerer og varierer åbenbart på en masse områder!

Hvorfor peger halen af en komet væk fra Solen i kometens bane om Solen? Burde ”Solens enorme tyngdekraft/tiltrækningskraft” ikke snarere trække halen ind imod Solen? I følge gældende love og opfattelser af Tyngdeloven skulle planeten Jorden have en egen tiltrækningskraft, men hvad er det for en mystisk størrelse der sidder inde i midten af Jorden og trækker i alt på Jorden og langt ud i dens kosmologiske omgivelser? Hvorfor fjerner Månen sig langsomt væk fra Jorden når de begge burde trække hinanden nærmere af de ”enorme tyngde/tiltrækningskræfter”?

Naturligvis gælder ovenstående kosmologiske principper om acceleration og deceleration også for rumfartøjer der er i omløb omkring Jorden eller er på vej ud i Solsystemet eller endda ud af de accepterede grænser for vores Solsystem. Pioneer 10 og 11 mentes at have en konstant fart ud fra beregningerne, men måling på fartøjernes afstand fra Jorden viste sig at være forkerte fra starten. I virkeligheden har hastigheden på rumfartøjerne aldrig været konstant fordi rumfartøjerne fra starten har været under indflydelse af den pressende eller udvidende kraft fra Galaksens centrum.

Rumfartsfartøjerne Pioneer 10 og 11 befinder uden for vores Solsystem, men forskerne konstaterer ”at der uden for vores Solsystem er en målelig tiltrækningskraft i retning mod Solen som bremser fartøjerne”. Har Solen da en tiltrækningskraft uden for vores Solsystem? Skal grænsen for vort Solsystem dermed udvides? Og hvor meget? Eller er der andre kosmologiske kræfter på spil med rumfartøjernes opbremsning?

Rumeksperterne troede grundlæggende at kunne beregne en fremtidig afstand på rumfartøjerne ud fra deres basale ideer om Tyngdekraft/Tiltrækningskraft på Jorden og i Solsystemet, hvorefter de måbede da rumfartøjerne blev bremset mere op end de havde beregnet. Igennem Pioneer 10 og 11´s tid er fartøjerne blevet opbremset med gennemsnitligt 5.000 kilometer om året "i en retning der peger imod Solen". Så enten måtte Solen have mere ”tyngdekraft/tiltrækningskraft” end man troede, eller også måtte der være en anden kraft der bremsede rumfartøjerne.

Og således er det også: Der er nemlig en udfarende/pressende kraft fra centret i vores Galakse Mælkevejen. Den kraft som ”peger i retning imod Solen” sådan som rumfartseksperterne betegner anomali-kraften med Pioneer 10 og 11 samt med andre rumfartøjer. Og da den stærkeste kraft (endnu) kommer fra Galaksens centrum, bliver resultatet (indtil videre) at denne kraft påvirker mest i forhold til Solens pressende kraft. Derfor opbremses rumfartøjerne.

Og da ortodokse astrofysikere og kosmologer ikke sådan med det samme opgiver en århundredgammel ”tyngdekraft/tiltræknings-hypotese” der er fyldt med anomalier af alle slags, så søger de stadig ud fra gammelkendte principper – og så finder de yderligere anomalier.

Og hvorfor da også gøre det nemt og naturligt via åbenlyse naturobservationer når man kan gøre det svært og unaturligt med spekulationer om naturlove man kun har læst om og ikke nærstuderet i naturen? Så gik der tid med det . . .

Citat: "Stjerner fødes i kosmiske tåger af gas og støv (også kaldet Nebula) i galakserne - også i vores egen galakse Mælkevejen.

Et eksempel på en sådan tåge er Ørnetågen (Herover) som befinder sig 7.000 lysår fra solen, men stadig i Mælkevejen. Skyen består hovedsagelig af brint og støv og er isnende kolde - omkring minus 260° C, altså kun få grader over det absolutte nulpunkt (-273° C). På et tidspunkt vil skyens partikler af atomer, molekyler og støv begynde at klumpe sammen, og danne stadig større sammenhængende klumper. I takt med at disse vokser øges tyngdekraften for til sidst at accelerere, hvorved skyen trækkes så voldsomt sammen at den splintres i mindre stykker - som hver især kan udvikle sig til stjerner", citat slut.

Alt sammen er det helt fint forklaret - bortset fra det med "tyngdekraften" som kosmologerne og astrofysikerne har misforstået totalt. Det er Newtons skyld og delvis Einsteins skyld. Det som kosmologerne forstår ved begrebet "tyngdekraft", er en illusion. Der er intet der trækker i noget andet! Det er simpelthen diverse eksplosioner i det 99,9 % i kolde Univers som får det resterende 0,1 % stof til at klumpe sig sammen eller til at sprede sig via de Venstredrejende eller Højredrejende Hvirvler der skabes via diverse kosmiske eksplosioner med trykbølger som rammer de molekylære Gas- og Støvskyer.

Vi har en grundliggende kold og usynlig mediebaggrund af Hydrogen og Helium (Baggrundsstrålingen) hvori molekylære skyer af tungere Gasser og Støvskyer der jævnligt påvirkes af eksploderende presbølger som hvirvler Gas- og Støvskyerne som derved sammenklumpes, opvarmes, sammensmeltes, eksploderes og atter udspredes og sammenklumpes og udvides og sammenklumpes og udvides - altså en evig proces af sammenklumpning og udvidelse. Og dermed kan man sige farvel til den kosmologisk begrænsende teori om "THE BIG BANG BLUFF" der ikke er beskrivende for et kosmologisk og naturligt helhedsbillede.

Ved at henholde sig til til fysiske og teknologiske målemetoder og lineære tidsprincipper, forsøger Astrofysikerne og Kosmologerne at finde ud af nogle kosmiske hændelser der ikke kan forbindes med det Jordiske tidsbegreb.

Dermed spænder forskerne ben for sig selv og gentagne gange snubler forskerne i de mængder af de kosmologiske selvmodsigelser der opstår fordi man på forhånd dels forsøger at måle det umålelige store Univers og dels forsøger at sætte et fast tidsmålingssystem på et kosmologisk fænomen der så at sige "hele tiden vender tiden ind og ud af sig selv" fordi det fænomenet Universelt hviler tidløst i sig selv imedens der "lokalt" sker en hvirvlende sammenfoldning og udfoldning i en uendelig bevægelse.

Hvordan kan man bilde sig ind at man mekanisk måle noget der går både "forlæns og baglæns"? Og hvorfor regner Kosmologerne med rette lineære begreber ,når alt i Universet krummer sig ind og ud af sig selv?

Mange kender vel programmet Mythbusters der sendes på Discovery Channel? Personalet skulle i en udsendelse efterprøve diverse instrumenter og konstruktioner som skulle kunne ophæve tyngdekraften. Til at kontrollere testerne havde de eksperthjælp der stillede op med en Gravitationsmåler der kunne måle afvigelser på 1/1.000.000.000. Eksperterne fortalte som et eksempel på apparatets følsomhed, at der under måletesterne havde været målt nogle underlige afvigelser.

Måleapparatet var opstillet i et laboratorium under et Fodboldstadium og ved nogle weekender i rækkefølge var der målt afvigelser og de fandt så ud af at afvigelserne skyldtes, at hver søndag fyldtes tilskuerpladserne OVEN OVER laboratoriet med det resultat at gravitationen blev MINDRE. Meget underligt, som personalet på Mythbusters sagde. Og så tænkte de ellers ikke mere på de implikationer som måleapparatet viste. Men hvordan kan tyngdekraften blive MINDRE når der kommer MERE vægt ovenover et måleapparat?

Der er IKKE nogen faste legemer på Jorden som tiltrækker hinanden! Det er IKKE tyngde-træk-kraften mellem Solen og Planeterne som holder vort solsystem sammen! Det er IKKE Jordens tyngdekraft, som holder hverken dig, mig eller noget andet nede på jorden.

I forhold til den spirituelle kosmologi, har den moderne kosmologi tabt mange kvaliteter. Dertil kommer, at mange af den moderne kosmologis metoder til at opnå erkendelse er utroligt miljøbelastende og økonomisk en katastrofe, hvilket er stik imod ideen og funktionen af den spirituelle kosmologis indhold og mening.

Den moderne kosmologis mekaniske verdensbillede og målemetode er også med til at blokere for en reel kosmologisk forståelse hos de mennesker, som benytter sig af disse metoder. Hvor den spirituelle metode søger at danne et helhedsbillede via tilsyneladende modsatte kvaliteter og ”naturlove”, hænger den moderne kosmologi fast, fordi den mekaniske og matematiske metode ikke evner at give en helhedsfornemmelse af problemstillingerne.

Den moderne kosmologi har en del fakta, men den evner ikke efter min mening at få en brugbar kosmologisk og menneskelig sammenhæng ud af disse fakta. Og når det går værst til for den moderne kosmologi, roder den sig ofte ud i direkte modsatte udsagn fordi den ikke evner at arbejde med 2 tilsyneladende modsatte begreber på samme tid. Eller fordi den fortrinsvis arbejder ud fra den rationelle side af hovedet, hvilket jo er ret så ensidigt.

INTET I UNIVERSET BEVÆGER SIG I LINEÆRE MØNSTRE - SÅ HVORFOR ARBEJDER DE MODERNE KOSMOLOGER MED LINEÆRE TEORIER OM UNIVERSET? OG HVORFOR ARBEJDER ASTROFYSIKERE OG KOSMOLOGER MED ET TIDSBEGREB NÅR UNIVERSET ER TIDLØST?

TEORIBLOGGEN: Er computergenerede data reel forskning? Har computeren ret? Et regnestykke kan være så stort, at det kun kan udregnes vha. moderne teknologi.

Hvor mange farver skal man bruge for at farve at landkort, så ingen nabolande får samme farve?

Det er tilsyneladende et meget uskyldigt spørgsmål, men ikke desto mindre har det givet den moderne matematik en hel del problemer. Og det på mere end én måde.

For det første skulle man jo svare på selve spørgsmålet: Hvor mange farver skal man bruge, så ingen nabolande får samme farve?

Ud fra praktiske erfaringer med landkort havde man på fornemmelsen, at man nok kunne klare sig med fire, men for at være helt sikker, måtte man selvfølgelig finde et rigtigt matematisk bevis for sagen.

Firefarvesætningen bevist efter 100 år

Det viste sig imidlertid at være lettere sagt end gjort. Matematikerne begyndte at lede efter et bevis for firefarvesætningen, som påstanden om de fire farver blev kaldt, i midten af 1800-tallet, men først i 1976 lykkedes det de tre matematikere Kenneth Appel, Wolfgang Haken og John Koch at finde et bevis.

Nu skulle man tro, at det var enden på historien, men faktisk er det først her, den for alvor begynder at blive interessant. For de tre matematikere havde nemlig ikke lavet hele beviset selv. De havde bare reduceret problemet til omkring 2.000 specialtilfælde, som de så havde fået en computer til at undersøge ét for ét.

Det er der sådan set ikke noget galt i, men problemet var bare, at det havde taget computeren godt syv uger at løse opgaven, og i det tidsrum havde den lavet så mange beregninger, at det vil være komplet umuligt for noget menneske nogensinde at tjekke dem alle igennem. Derfor er vi altså nødt til at stole på, at computeren har regnet rigtigt, hvis vi vil tro på, at beviset er korrekt.

Er computeren pålidelig?

Og det er et problem, for matematisk viden er altid blevet opfattet som en særlig sikker form for viden. Man kan udelukkende opnå matematisk viden ved at tænke sig om, og derfor er matematikken ikke ramt af den grundlæggende usikkerhed, der karakteriserer erfaringsvidenskaber som fysik og kemi. Men det, at en computer er pålidelig, er ikke noget, man kan tænke sig frem til.

For at vide, om man kan stole på en computer, er man nødt til at trække på viden om, hvordan computerkredsløb mv. fungerer, og den slags viden er erfaringsviden, og dermed usikker. Af den grund føler en del matematikere, at det at acceptere beviset for firefarvesætningen vil føre til en fundamental ændring af selve matematikkens natur.

Accepterer man den slags beviser, vil matematikken komme til at indeholde et element af erfaringsviden, og vil dermed miste sin sikkerhed. Den skepsis har bl.a. ført til, at et andet computerassisteret bevis (nemlig Thomas Hales bevis for Keplers formodning) blev afvist af det ansete tidsskrift Annals of Mathematics.

Beviserne er måske ikke så forskellige

Hvis man ser nærmere efter, er computerassisterede beviser måske slet ikke så forskellige fra andre beviser. Det er jo ikke alle beviser, der umiddelbart kan overskues og gennemtjekkes med tanken alene. Det mest ekstreme eksempel er nok beviset for den såkaldte 'enorme sætning' om klassificeringen af alle endelige grupper.

Her arbejdede flere hundrede matematikere sammen, og beviset blev offentliggjort i mindre bidder i over 500 videnskabelige artikler, der tilsammen fyldte mere end 15.000 sider.

Det er klart, at dette bevis på et afgørende punkt ligner beviset for firefarvesætningen: Beviset er så langt, at det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt for en enkelt person at overskue og gennemtjekke det. Derfor bliver man nødt til at stole på andre matematikere, hvis man vil tro på, at beviset er korrekt.

Men det, at bestemte matematikere er pålidelige, er ikke noget, man kan tænke sig frem til. Det må bero på erfaringer med deres tidligere arbejder - fx helt banalt, at de har været i stand til at bestå deres matematikeksaminer og har været så driftsikre, at de er blevet ansat på et universitet.

Min tillid bygger på erfaring

Det er sjældent, at en matematiker beviser en sætning helt fra bunden. Som oftest bygger man videre på sætninger, andre matematikere har bevist, og så gennemtjekker man ikke nødvendigvis deres bevis, men stoler på, at de har regnet rigtigt. Og sådan kunne man blive ved. Når det kommer til stykket, kan jeg jo ikke engang tænke mig til, at jeg selv regner rigtigt. Min tillid (og mangel på samme!) til min egen tænkekraft, bygger jo på en erfaring af, i hvilken grad jeg plejer at kunne tænke korrekt.

Så med andre ord kommer vi ikke uden om, at der er et element af erfaring i matematikken: Vi bliver nødt til at have en erfaringsbaseret tillid til, at den, der har lavet et bevis, har lavet det rigtigt, og det gælder hvad enten det er en computer, en matematiker eller mig selv, der har stået for de matematiske ræsonnementer.

Dermed er matematisk viden måske ikke helt så stensikker, som man traditionelt har troet. Som Brian Hayes bemærkede det: "Mathematical proof is foolproof, it seems, only in the absence of fools" (American Scientist, 2007, vol. 95, nr. 1, side 10-15).

Matematik bygger på argumenter

I sidste ende er det væsentlige måske heller ikke så meget hvem (eller hvad) der har lavet et bevis, men den type af argumenter, der indgår i det. Og her adskiller matematik sig fortsat fra andre videnskaber. I matematik accepterer vi kun logiske slutninger og ræsonnementer, mens man i andre videnskaber (i det mindste i natur- og socialvidenskaberne) bygger sin viden på eksperimenter og erfaringer indhøstet gennem observation.

At vi så i matematikken er nødt til at have en empirisk funderet tillid til, at den agent (computer eller menneskelig) der gennemfører de logiske slutninger gør det korrekt, er så en anden sag, men det er der sådan set ikke noget nyt i, og det er ikke noget introduktionen af computerassisterede beviser ændrer på.

Meget firkantet vil jeg sige, at man vel godt kan stole på computerberegninger på det enkle og lineære plan, men jeg tvivler meget på computersimuleringer til at anskueliggøre større kosmologiske fænomener. Kosmologer og astrofysikere ved f. eks. ikke hvad ”tyngdekraft” er, men alligevel antager man at computersimuleringer skulle være troværdige når forskerne indsætter ligninger i Pc-simuleringer for denne ukendte størrelse. Man får jo kun de resultater som man kan forvente – uden at få nogen sandhedsværdi ud af simuleringerne.

ARTIKLEN HEROVER er også inde på den væsentlige forskel imellem empirisk viden via forsøg og observationer og matematikkens viden via hypoteser og argumenter. Her burde man efter min mening anvende en blanding af begge dele når det er muligt. Tag f. eks. vore galakse Mælkevejen( http://da.wikipedia.org/wiki/M%C3%A6lkevejen ) som et eksempel: Astrofysikerne og kosmologerne siger (og har PC-simuleret) at der er ”et sort hul” i midten af vores galakse hvor alt bliver suget ind i – selv om de ikke ved hvad ”tyngdekraft” er.

MEN OBSERVERER man strukturerne i en bjælkegalakse, kan man se at der er tale om en stik modsat bevægelse i en sådan galakse. Galaksens arme stråler UD fra bjælkens ender og da bjælken i galaksen roterer om sit eget øje som i en Orkan, så spredes armene ud i en spiralform som spredes længere og længere ud i galaksens omgivelser.

DEN EMPIRISKE viden om dette forhold kan studeres i alle folkeslags mundtlige og skriftlige berettelser om Skabelsen, hvor man i mange tilfælde kan få en endda meget detaljeret viden om skabelsens grundprincipper, men også en specifik viden om vores oprindelse der er tæt tilknyttet vores galakse Mælkevejen, hvorfra ”menneskeheden engang blev skabt ved Livets Træ i midten” og siden blev ”stødt ud” fra ”Edens Have”. ( www.native-science.dk ) Altså en fortælling om en oprindelse i midten af vores galakse som driver alt lys og stof ud fra centeret. En stik modsat bevægelse end naturvidenskabens illusive ”tyngdekraft”.

DERMED FORTÆLLER den empiriske/mytologiske viden også: At alt i vores galakse er ”født” inde fra centeret – og dermed er vores solsystem ikke opstået ved et pludselig ”gravitations”-kollaps i en præ-skiveformet molekylær sky af gas og stof! Vores solsystem er født DIREKTE ud af galaksens centrum, hvor der stadig fødes nye stjerne i et centrum, som ellers burde suge alt ind i intetheden ifølge den gængse teori om en misforstået tyngdelov.

HAVDE VORES moderne naturvidenskabsfolk bare kunnet set analytisk på et billede af en bjælkegalakse uden at støtte sig udelukkende til matematiske teorier, hypoteser og PC-simuleringer, så havde de i det mindste kunnet se med deres egne øjne, at deres hypoteser i mange tilfælde er åbenlyst fejlagtige. Det er som om deres matematiske lignelser og hypoteser ligger som en spærrende tåge foran deres øjne.

HVOR GALT naturvidenskaben kan komme af sted når man anvender teoretisk matematik og fysik, fortæller Bill Gaede´s 10 kritiske afsnit om den generelle opfattelse af fysik, matematik og geometri. Se her: http://www.youtube.com/watch?v=PSJjs4l_FHU

HAR MAN set disse 10 videoafsnit, tænker man virkelig på hvor skrøbelige argumenter der ellers kan ligge bag mange moderne naturvidenskabelige kosmologiske antagelser. Naturfilosof Ivar Nielsen – nielsen.ivar@gmail.com & www.cosmology-unified.dk

- Denne kosmologiske opdagelse er noget af det mest spændende jeg har set på lang tid, og den bekræfter mig på mange måder i mine alternative kosmologiske tanker.

- Almindeligvis læser man kun "statiske" beretninger om en eller anden galakse hvor forskerne forsøger at beskrive udseendet ud fra andre "statiske" og gængs accepterede lovmæssigheder.

Men når forskerne begynder at anvende "alder" om galakserne, og ydermere sige at bjælkegalakserne er mere modne end andre galakser, så begynder man at anvende en flydende betegnelse som jo accepterer at der er forskellige udviklingsstadier og dermed et udviklingsforløb fra en ung galakse til en moden.

Det store spørgsmål er så: Hvordan sker dette udviklingsforløb? I artiklen skrives der at "Astronomerne formoder, at en bjælke dannes, når stjernebaner i en galakse bliver ustabile og begynder at afvige fra at være runde".

Altså skelnes der imellem en galakse med en rund og regelmæssig struktur i midten og en galakse hvor der er formet en bjælke ud fra midten hvor galaksens arme er tilknyttet lidt ud fra midten af galaksen.

I artiklen forsøges en bjælkegalakse forklaret således, citat: "Den gensidige tyngdepåvirkning 'låser' flere og flere stjerner i aflange baner, hvilket til sidst danner bjælkestrukturen. Bjælken gør det muligt for gas at strømme ind mod galaksens centrum, hvor nye stjerner så bliver født. Hvis galaksen har et supertungt sort hul i dens center, kan gassen ende i hullet og gøre det større", citat slut.

- Umiddelbart er der et klart modsætningsforhold i at antage at der skulle være et såkaldt sort hul hvor der fødes nye stjerner (som antageligt ellers skulle være suget ind og væk). Der fødes nye stjerner i centeret af vores galakse påstås der - ergo må man antage, at der ikke er noget som suger i midten af vores galakse, ikke sandt? Hvad nu hvis der ikke er et sort hul som trækker alt til sig i midten af vores galakse, men som faktisk PRESSER alt UD fra midten.

Tilbage til udviklingsforløbet imellem en ung galakse med et rundt hul og en moden galakse med et bjælkehul. Som et tankeeksperiment antager vi, at i en galakse med et rundt hul går bevægelsen i galaksen IND imod midten - og i bjælkegalaksen går bevægelsen UD fra centrum. Hvordan kan man så forklare begge udviklingsforløb på en logisk måde? Ikke ved den almindelige antagelse af lovene om "tyngdekraften", for den går jo ikke begge veje.

Den kortere forklaring kunne være/er: En kosmisk sky af gas og stof bliver aktiveret af en kosmisk eksplosion. Skyen accelereres i runde hvirvler (galaksens spæde undfangelse/fødsel er startet) som koncentrerer og opheder gassen og stoffet. Når gasserne og stoffet er tilpas ophedet, smelter det hele sammen og eksploderes forholdvis pludseligt ud fra midten, hvorved bjælkerne (den modne galakse) dannes og den stadigt hvirvlende galakse udspyer større spherer af gas og stof som bliver til stjerner og planeter ude i bjælkegalaksens arme som bevæger sig længere og længere væk fra centeret.

- Således er begge galaksetyper og deres udviklingsforløb blevet forklaret på en logisk og naturlig måde. Helt uden matematiske eller hypotetiske krumspring.

Hvis dette er korrekt antaget, så er vores solsystem ikke opstået via en presolar molekylar disk som "pludselig bestemte sig for at kollapse", men så er Solsystemet født direkte ud fra centeret af vores galakse og modificeret senere indtil det nuværende stade.

Michael, jeg er meget interesseret i at høre fra dig i dette anliggende, og det ville være interessant at høre fra flere af dine kolleger.

Du er derfor meget velkommen til at fremsende denne mail til hvem du mener er åben nok til at kunne overveje mine tanker og beskrivelser.

- Hvis du fremsender mailen, så inkluder mig venligst i din mail-liste, mange tak.

NB: Jeg indsætter denne mail på min hjemmeside www.cosmology-unified.dk for dokumentationens skyld.

Om CMB, Den kosmiske mikrobølge baggrundsstråling.

En ommer.

http://ing.dk/artikel/98164-ny-satellit-skal-aflure-universets-begyndelse

Af Lars Kristensen

Nu må videnskaben da holde op med deres kosmiske mikrobølge baggrundsstråling (CMB) fra Big Bang. Jeg vil nærmere kalde den Den komiske mikrobølge baggrundsstråling :-))))))

CMB kan under ingen omstændigheder komme fra Big Bang, da den er afsendt fra Big Bang hændelsen lang tid før den stofmasse vi består af, begyndte at bevæge sig med den af videnskaben antaget ekspansionshastighed.

Den hastighed vor stofmasse har bevæget sig med gennem universet er langt lavere end strålingens hastighed og ingen kan bilde mig ind, at en stråling der skabtes og er sendt af sted før vor stofmasse blev skabt, kan komme halsende bagefter vor stofmasse.

Det vil være det samme, som når en dræbersnegl starter efter at en OL-sprinter er løbet og efter 9 sekunder og 99 meter, lige før mål kommer sprinteren farende og overhaler sneglen.

Det vil være det mest underlige OL 100-meterløb der vil have fundet sted.

Dette er ikke et tankeeksperiment, men faktisk videnskabens påstand omkring CMBs måde at bevæge sig på.

Ærligt talt. Hvem kan dog tro på noget sådan, at en stråling der var til før vor stofmasse først nu kommer og indhenter vor stofmasse?

Jeg kan under ingen omstændigheder tro på en sådan omgang juleleg eller øregas.

CMB har intet med Big Bang at gøre. Glem Big Bang og fint på noget anden og bedre til at forklare CMB, for CMB kommer IKKE fra Big Bang.

Med venlig hilsen

Lars Kristensen